Historien om Mista Marco´s rygtattoo handler kort og godt om da jeg i sin tid skulle smide mit debutalbum på gaden! Inspirationen var klar. Lloyd Banks fra G-Unit havde lavet et blæret cover til Rotten Apple, og jeg tænkte: Det kan jeg sgu gøre federe. eller ligeså godt
Jeg har altid haft en ting for tusser, og min krop er langt fra færdigbehandlet endnu. Men lad os være ærlige: En fuld ryg koster kassen. Og da pengepungen ikke ligefrem svømmede over, måtte der tænkes i lidt mere kreative (og billige) løsninger.
Historien om Mista Marco´s rygtattoo startede på Viggos
Planen blev støbt over en øl på Viggos i Odense. Min kammerat Miclos og jeg løb ind i Charlie – en gammel bekendt og tatovør hos Art Of Ink i Vindegade.
Da jeg luftede ideen om at bruge min egen ryg som albumcover, var han hurtig i pæren:
“Mark, mand! Hvis vi smider vores logo på alle dine cd’er, kan det være, vi kan lave hele din ryg, så du kun skal betale for farven.”
Dengang langede man stadig fysiske skiver over disken, så det var en skarp deal. Charlie fik fedtet aftalen ind hos chefen – en gut vi kalder “Gongeren” – og så var det bare i gang.
AK47-rifler, hampblade og 5000 Odense C
Stilen? Rendyrket Westcoast gangsterrap. Ingen tåbelige poesi-citater eller små sommerfugle her.
Vi tegnede et udkast, der ville få de fleste mødre til at korse sig:
- Blodense Records logoet i midten: En hånd i en cirkel. Hånden står for broderskab, og de 5 fingre betyder 5 kilo – altså 5000 Odense C. Mange fatter hat af symbolikken og troede bare, det var en eller anden unge fra familien.
- To nøgne damer: Én på hver side af logoet, udstyret med hver sin AK47 for at holde vagt over Blodense. Naturligvis.
- Navn og titel: Mista Marco flækket over toppen og White Trash i bunden.
- Baggrunden: Odense i lys lue, hampblade og ren gade-æstetik.
4 sessions, tømmermænd og to nåle på én gang
Det tog fire omgang at få mesterværket på plads, og det gik bestemt ikke stille for sig.
1. session: “Sid nu stille, mand!”
Gongeren lagde stregerne. Manden var et talent uden lige, men han gravede også nålen ind, som om han prøvede at nå helt ind til knoglerne. Jeg fik skældud mere end én gang for at vippe, men han kørte altså også igennem som en besat.
2. session: Ren rutine
Charlie tog sig af teksten og logoet. Det kørte bare derudad.
3. session: Don’t drink and get tatted…
Tredje gang dummede jeg mig. Man skal ikke drikke tæt dagen før, man skal under nålen. Det ved enhver idiot – og jeg lærte det på den hårde måde. Blodet sprøjtede som fra en stucket gris, og gutterne måtte gøre det hurtigt færdigt, før jeg blødte ned i gulvtæppet.
4. session: Dobbeltdækkeren
Sidste omgang var til skygger. Chefen kiggede på mig og tænkte, han lige ville teste mit gejl:
“Hvad så Mark… kan du tåle to på én gang?”
“Aah, prøv mig,” sagde jeg.
Han hyrede sin amerikanske kammerat Jason til højre side, mens Charlie tog sig af venstre. Så der sad jeg altså – med to mand, der hakkede løs på min ryg samtidig. Jeg fortrrak ikke en mine.
Piverockere og gratis opfyldning
Da vi var færdige, blev jeg slæbt med om i baglokalet. Chefen var helt oppe at køre:
“Du er for vild, mand! Jeg har haft rockere og bandemedlemmer i stolen, der hylede som små piger – og du sidder bare der og stener. Respekt!”
Han var dog en smule fornærmet over, at jeg takkede nej til hans joint bagefter.
Facit: 32 timer i stolen fordelt på 4 gange. Pris: 4.000 kr. Og nå ja, en livstidsgaranti på fri opfyldning.
Det var i 2010. Nu hvor der er gået 16 år, kan det være, jeg snart skal ned i Vindegade og lade dem mærke, at jeg stadig ikke piver.