Er jeg en ven eller bare en servicefunktion?
Vi kender alle typen. De ringer, når de mangler noget. En kontakt til en dygtig læge, hjælp til et projekt eller bare en skulder at læne sig op ad. Men så snart de har fået, hvad de kom efter, bliver man skubbet ud på et sidespor.
Jeg har for nylig stået i en situation med to ekskærester, som nu er venner. På papiret er det jo smukt, at man kan være voksne nok til at tale sammen. Problemet opstår bare, når de bruger energien på at tale om mig i stedet for med mig – og når de kun rækker ud, når de har brug for min hjælp.
Respekt for min tid (og min grillmad) Der er intet værre end at blive brændt af. Jeg har flere gange oplevet at købe ind, gøre klar og glæde mig til et besøg, bare for at få en aflysning i sidste øjeblik. At sidde tilbage med grillmad til to og en tom stol er ikke bare irriterende – det er respektløst.
Det handler ikke om at være sart. Det handler om, at hvis man laver en aftale, så holder man den. Man tager ikke imod hjælp til personlige problemer det ene øjeblik, for så at være “for fuld” eller “for optaget” til at give et ordentligt svar det næste.
Hvor går grænsen? Jeg har valgt at sætte foden ned. Jeg gav et ultimatum: Svar mig nu, eller lad os droppe venskabet. Resultatet? Tavshed.
Det rejser spørgsmålet: Hvor meget skal man finde sig i? Hvornår holder man op med at være det “gode menneske”, der altid hjælper, og hvornår begynder man at passe på sig selv? Hvis prisen for et venskab er, at man skal ignoreres og tales dårligt om, så er prisen simpelthen for høj.