Hvorfor YouTube nørderne tager fejl om Hellworld.
Jeg er kæmpe fan af Hellraiser-universet. Og jeg snakker ikke bare om at have set filmene en enkelt gang med en skål popcorn. Jeg går virkelig op i hele historien bag, teorierne om hvad der er ”rigtigt” og ”forkert” i mytologien, og hvordan universet har udviklet sig. Men hold nu op, hvor er der mange meninger derude. Hvis du tager antallet af film og ganger det med 1000, så har du cirka mængden af diskussioner, der kører online.
Og her kommer min største “tilståelse”, som sikkert får de mest hardcore fans til at få kaffen i den gale hals: Jeg elsker Hellraiser: Hellworld.
Den mest hadede film er faktisk min favorit
Hellworld er, så vidt jeg ved, nummer 8 i rækken. Der er altid diskussion om rækkefølgen – nogle siger nr. 9 eller 10, alt efter hvordan man tæller de forskellige produktioner – men uanset hvad, så er dommen fra de fleste fans benhård: Det er den ringeste film i hele serien.
Men for mig? Der er den altså den fedeste.
Katheryn Winnick og koblingen til Vikings.
Jeg ved godt, det lyder mærkeligt i manges ører, men Hellworld har en helt særlig energi. Den har faktisk betydet så meget for mig, at den har været den direkte inspiration til, at jeg har lavet mit eget ”Hellraiser Party”.
Der er bare en fed, moderne stemning i den film, som rammer mig rent. Og lad os lige være ærlige: Det er altså ret blæret, at Katheryn Winnick – hende vi alle sammen kender som den seje skjoldmø Lagartha fra Vikings – er med i den.
Hvis det gør mig til en ”popdreng” i det nørdede Hellraiser-miljø, så fred være med det. Jeg ejer den titel med stolthed!
YouTube-nørder og “Real Shit”
Jeg har brugt utallige timer på at se dokumentarer, høre podcasts og se videoer på YouTube om Hellworld. Jeg ved udemærket godt, hvad argumenterne er. Det er ofte en flok nørder, der har en enorm respekt for Clive Barkers oprindelige, mørke vision, og de føler, at Hellworld er et forræderi mod det gamle testamente.
Men jeg er bare dybt uenig. Jeg har set det hele, og der er flere af de andre film i serien, som jeg personligt synes er meget værre og mere ligegyldige end Hellworld. Smag er jo forskellig, og det er som om, folk glemmer, at en film gerne må være underholdende på en anden måde end den første fra 1987.
Se denne “dokumentar” på youtube (en af de mange haters)
Hiphop-mentalitet i gysergenren
Jeg drager tit en parallel til hiphop-kulturen, som jeg også følger meget med i. Derinde render der også altid typer rundt, som er ekstremt hellige omkring, hvad der er ”Real Shit”. De har en urokkelig holdning til, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert hiphop, og hvis det ikke lyder som noget fra 90’erne, så er det skrald.
Jeg ryster ligeså meget på hovedet over fansenes had til Hellworld, som jeg ryster på hovedet over de folk i hiphopmiljøet. Det bliver så hurtigt elitært og kedeligt, når man ikke må prøve noget nyt eller se tingene fra en anden vinkel.
Lad os droppe de faste regler
I sidste ende handler det om, hvad filmen gør ved dig. For mig gav Hellworld en lyst til at rode med universet selv og skabe fester og events omkring det. Det kan de ”fine” film i serien ikke nødvendigvis prale af at have gjort for mig.
Så mens eksperterne på YouTube sidder og har ondt i bagdelen over, at filmen er for moderne eller “forkert”, så smider jeg den på skærmen igen. Man skal have lov til at være fan på sin egen måde – også selvom det betyder, at man elsker den film, alle andre elsker at hade.
Læs mine artikler om Cenobites:
